Torsdag, 24. juni 1999 23:55 (DNT)


[Ingen nyheder igår]

[Vi undskylder, at nyhederne ikke udkom igår. Det var en kombination af manglende adgang til elektroniske medier, Sankt Hans Aften festligheder og så den generelle agurke-tid, der hersker i pressen (Dvs. - den sidste udvej, gårsdagens aviser, indeholdt ingen historier, som vi ikke allerede havde bragt.]



Doping værre?

I tirsdag fik Dansk Cykle Union (DCU) et chock, da den måtte erkende omfanget af doping-misbruget inden for cykelsport i Danmark. Det var en konsulentundersøgelse, som DCU selv havde bestilt. Til september kommer en endnu mere omfattende undersøgelse af doping, bestilt af Kulturministeriet. Men allerede i dag kunne DR-TVA afsløre, at den rapport vil vise omfattende misbrug af ulovlige stimulanser også uden for eliteidræt. Brugen af stofferne er ikke generel over det hele. Det er enkelte sportsgrene og "uorganiserede sportsgrene", såsom fitnesklubber, der står for det meste doping. Rapportens forfattere ville ikke udtale sig yderligere om indholdet i rapporten, og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) vil heller ikke kommentere rapporten før den er offentliggjort. Rapporten er baseret på anonyme svar fra 2.000 aktive idrætsudøvere.



Spejdereskadron til Kosova

Den såkaldte Spejdereskadron fra Bornholms Værne, der for et par måneder siden blev sendt til Albanien for at hjælpe med til at organisere og beskytte flygtningelejre, skal nu hjælpe flygtningene til at vende hjem til Kosova. Det besluttede et næsten enigt Folketing i dag, på et forslag fra regeringen. Folketinget var ekstraordinært indkaldt for at godkende afstemningen til EU-parlamentet 10. juni, og benyttede samtidig lejligheden til at godkende en overflytning fra Albanien til Kosova for den danske styrke. Enhedslisten undlod at stemme - men gjorde opmærksom på, at det var p.g.a. den principielle modstand mod Nato-operationen formål og resultat. Indsættelsen af den danske styrke, der hviler på et FN-mandat havde man intet imod. Dansk Folkeparti stemte for - men forlangte, at eskadronen blev holdt tilbage i Albanien indtil samtlige UCK-soldater i Kosova var blevet afvæbnet.



Statsminister i Combus-sag

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var i dag indkaldt til samråd - sammen med trafikminister Sonja Mikkelsen (S) - om den såkaldte Combus-sag. Oppositionen havde krævet statsministeren i samrådet for at få svar på, hvordan han stillede sig overfor trafikministerens håndtering af sagen. Han henholdt sig - ikke overraskende - til, at trafikministeriet har igangsat en uvildig advokatundersøgelse af ansvarsplaceringen. Han fandt derfor, at trafikministerhen havde håndteret sagen "upåklageligt".

Combus er navnet på et statsligt busselskab, der blev dannet af de gamle DSB rutebillinier, da DSB blev opsplittet. Selskabet blev for en måned siden kraftig kritiseret af statsrevisorerne for, at der stort set ikke var nogen økonomistyring, og at der ikke er udsigt til, at selskabets regnskab vil balancere i de næste par år. Sidste år havde selskabet et underskud på 141 mill. kr. Samtidig med revisor-kritikken og regnskabets offentliggørelse, havde selskabet fået en engangsbevilling af finansudvalget for at fjerne underskuddet og gøre Combus attraktiv for salg til private. Selskabets økonomi er imidlertid stadig rodet, bl.a. fordi man har været dygtige til at vinde kørselskontrakter - men uden at sikre sig, at kontrakterne var rentable. Trafikministeriet har en betroet medarbejder sidende i bestyrelsen for Combus, og derfor mente oppositionen - anført af Kaj Ikast (K), at Sonja Mikkelsen havde et ministeransvar for skandalen og burde gå af. Hun undgik det i første omgang ved at starte den uvildige undersøgelse.



Danmark dyrest

Trækkes moms og afgifter fra, så er Danmark stadig dyrest på almindelige dagligvarer, viser en stor undersøgelse af prisniveauet i de rige EU-lande, lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, baseret på oplysninger fra Konkurrencestyrelsen. Ifølge Jyllands-Posten betaler danske husstand en overpris på 7 - 18.000 kr. om året, afhængig af hvem man er. Studerende rammes hårdest, mens pensionister og efterlønsmodtagere slipper lettere. Dyreste er læskedrikke, som er 43% dyrere end EU-gennemsnittet (25% dyrere end i Tyskland). Andre områder, hvor priserne er højere er bl.a. kollektiv trafik, restuarant/cafe-besøg, frugt, bøger og magasiner. Hvem der "scorer" gevinsten ved Erhvervsrådet ikke, men håber at en kommende undersøgelse fra Konkurrencestyrelsen vil afsløre det. Detailhandelen siger, at det er leverandører og producenter - for detailhandelen er udsat for stor konkurrence.



Forbud mod børnereklamer

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fremsatte i dag et forslag om at indføre forbud mod tv-reklamer, rettet direkt mod børn. Der skulle også indføres "reklamefri" zoner omkring børneprogrammer. Forslaget er knapt blevet fremsat, før det angribes kraftigt - specielt af de to kommercielle danske stationer, TV2 og TVDanmark. TV2 siger, at det vil koste dem 100 mill. kr. om året i tabte reklameindtægter og helt sikkert medføre færre børneprogrammer. TVDanmark går endnu videre - de vil helt ophøre med at lave børneprogrammer, hvis ikke de kan tjene penge på dem. De konservative vil heller ikke stemme for forslaget: Bendt Bendtsen (K), kulturpolitisk ordfører, siger, at det er forældrenes ansvar at opdrage børn - ikke statens. Alle dem, der ønsker et forbud lever i fortiden, siger han, og de er ude at trit med virkeligheden. Børn bliver udsat for et sandt bombardement fra alle sider. Han siger også, at uden børnereklamer er der ikke penge til at lave "kvalitetsprogrammer som Bamse og Kylling".

[Bendt Bendtsen fik lov til flere gange at komme med den sidste, groteske udtalelse flere gange i dag i de elektroniske medier. For en god ordens skyld: Selv om DR-TV's stjerneprogram med Bamse og Kylling har tjent ekstra penge ved "merchandising" (legetøj og billedbøger), så er programmerne rent licensfinansieret - og de sendes på den eneste kanal, der stadig ikke pakker børneprogrammer ind i tv-reklamer]


DilleSport


FODBOLD: K-VM

Det er i nat kl. 3 dansk tid, at Danmark spiller den 2. kamp ved Kvinde VM i USA. Modstanderen er Sydkorea, og kampen foregår i Portland, Oregon. [Vi gav forkert spilledato ved omtalen i mandags.]

Kampens sendes direkte i DR-TV.



Vejret

I går mest solrig, men også regnbyger. Idag lidt flere skyer og mere regn, især i de østlige egne. Temperaturer 13 - 18 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra igår

1USD       7,2052 DKK,   1GBP     11,3903 DKK,   1DEM*     3,8000 DKK
100JPY     5,9019 DKK,   100ITL*   0,3838 DKK,   1AUD      4,7354 DKK
1FRF*      1,1330 DKK,   1CHF      4,6539 DKK,   1CAD      4,9061 DKK
1IEP*      9,4369 DKK,   1NLG*     3,3726 DKK,   1EUR (4)  7,4322 DKK
100ESP*    4,467  DKK,   1NZD      3,8453 DKK,   1SEK      0,8530 DKK
10BEF*     1,8424 DKK,   1NOK      0,9183 DKK,   100ISK    9,67   DKK  
100GRD     2,290  DKK,   1FIM*     1,2500 DKK,   1ZAR (2)  1,2023 DKK
100PTE*    3,707  DKK,   1SGD (2)  3,2359 DKK,   10THB (3) 1,978  DKK
1HKD (2)   0,9287 DKK
(2) ZAR, HKD og SGD er fiktiv notering, men (3) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,630% +0,030 (6% - 2029), 4,900% +0,080 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 638,62 -0,95   KFX (mest omsatte aktier): 203,44 -1,52
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34