tirsdag, 17. september 2002 23:33 (CEST)
Forbud mod prostitution?
Kulturordfører Mette Frederiksen (S) lancerede i dag ideen om, at mænds
køb af sex hos prostituerede skal gøres ulovlig - ligesom det har været
tilfældet i Sverige siden 1999. I dag er det lovligt at arbejde som
prostitueret. Køb af sex fra unge under 18 er ulovligt - ligesom det er
ulovligt at tjene penge på andres prostitution. Mette Frederiksen
mener, at prostitution er nedværdigende for kvinder og derfor må
forbydes. Hun erkender, at et forbud ikke løser alle problemer, men man
skal ikke kunne købe sig til et andet menneske. De øvrige politiske
partier er parat til at diskutere ideen - men de fleste vil se tiden an
og hente erfaringerne i Sverige. Foreløbig har de svenske love fjernet
den synlige prostitution fra gader og veje. En del narkoludere har også
skiftet erhverv og er kommet i afvænning. Tilgengæld er der også ting
der tyder på, at prostitutionen trives i det skjulte - bl.a. på
internettet - og at den er blevet mere voldsom og kriminel. Som danske
prostituerede vurderer - så skræmmer et forbud "de pæne familiefædre"
væk, mens "psykopaterne" vil fortsætte med at opsøge prostituerede.
Erhvervsordfører Sandy Brinck (S) sagde her til aften, at forslaget mod
køb af sexydelser ikke har været diskuteret i Socialdemokratiet. Hun
siger, at det er godt, at Mette Frederiksen har rejst debatten - men
spørgsmålet er ikke enkelt. Et forbud kan gøre mere skade end gavn.
Der er i befolkningen ikke noget flertal for et forbud. En undersøgelse
for nylig viste, at 80% af mændene og 53% af kvinderne finder prostitution
i orden.
Pædagogstrejker breder sig
Pædagogstrejkerne breder sig. I dag var der yderligere 3 kommuner, som
blev ramt. Det var Esbjerg, Skive og Gedved ved Horsens. I forvejen
strejkes der i Odense, Horsens, Randers, Assens og Lemvig. Strejkerne
er ophørt i Ålborg og Århus - sidstnævnte fordi strejkens årsag,
besparelserne på de kommunale budgetter, blev fjernet af byrådet.
Pædagogernes fagforening, BUPL, har kontaktet alle landets kommuner, og
fundet ud af, at 40% af dem skærer ned i forbindelse med budgettet for
2003. De fleste kommuner henviser til, at regeringens skattestop
tvinger dem til at spare, fordi lovbestemte ydelser - såsom
kontanthjælp - fortsat stiger. Andre - f.eks. Kommunernes Landsforening
henviser til, at der er tale om en "justering" af kapaciteten til
efterspørgslen. Byrådet i Odense under ledelse af borgmester Anker Boye
(S) - også næstformand i KL - vil ikke ændre sit budget, på trods af
strejkerne. Strejkerne bredte sig også i Odense, men nu til andre
kommunalt ansatte. Hjemmehjælpere, hjemmesygeplejersker og
sundhedsassistenter besluttede at gå hjem i protest mod kommunens
nedskæringer.
Frikendt for vidnepligt
En ung kvinde er blevet fritaget for at vidne i en drabssag mod et
medlem af Hells Angels. Kvinden så en kendt rocker angiveligt sparke og
slå til et støttemedlem til Bandidos på en restaurant i Ålborg. Et
andet medlem af Hells Angels er allerede blevet dømt 6 års fængsel for
drabet, mens der i den foreliggende sag er tale om en sigtelse for
medvirken til drab. Efter at have givet sin forklaring til politiet, er
kvinden 3 gange blev udsat for alvorlige trusler om ikke at vidne, og
hun er i dag i psykologisk behandling. Det er efter lægers anbefaling,
at retten fritager kvinden for at vidne.
Flere villatyverier
Antallet af tyverier fra villaer og lejligheder stiger nu igen, efter 3
års fald. I årets første 6 måneder er antallet af tyverier fra villaer
er steget 22%, svarende til 13.000 flere indbrud end i forhold til
sidste år. Der er registreret en stigning på 9% i antallet af indbrud i
lejligheder. Det fremgår af en statistik, som politiet har lavet og
afleveret til det Kriminalpræventive Råd. Årsagen til stigning kan være
dels, at virksomheder nu har fået sikret sine bygninger bedre, samt at
en række aktive tyve har udstået deres straf og er tilbage igen.
Rådet har sammen med forsikringsselskaberne oprettet en side, som
rådgiver omkring sikring af private hjem mod indbrud. Adressen er:
http://www.stopindbrud.dk/
Læger vil ikke vaccinere
Sundhedsminister Lars Lykke Rasmussen (V) har besluttet, at alle
danskere over 65 år skal have mulighed for at få en gratis
influenzavaccination. De kan selv bestemme, hvor de vil vaccineres -
men staten vil kun betale 100 DKK pr. vaccination. Og det er alt for
lidt mener de praktiserende læger. Den normale takst er 150 - 200 DKK.
Med fradrag af vaccinen er der 40 DKK tilbage til lægen af de 100 DKK.
Lægerne protesterer, men det gør ikke indtryk på Lars Lykke Rasmussen.
Han har på forhånd sikret sig støtte hos et privat vaccinationsfirma,
der er parat til at levere ydelsen for 100 DKK. Selskabet har allerede
i nogle år vaccineret ældre til et langt lavere beløb en de skulle
betale en praktiserende læge. Firmaet har også tilbudt
influenzavaccination til private virksomheders ansatte med stor
succes.
Tvind-ransagning i Florida
Retten i Ringkøbing har under forsvarernes protest bemyndiget dansk og
amerikansk politi til at foretage en ransagning på Tvind-skolernes
luksuslejlighed på Fisher Island Club i Florida. Anklagerne mener, at
lejligheden er blevet købt af Tvinds almennyttige fond - under dække af
en bevilling til et miljøprojekt i Malaysia. Det drejer sig om et beløb
på 440.000 USD. Det var i denne luksuslejlighed, at Tvinds grundlægger
Mogens Amdi Petersen opholdt sig det meste af den tid, han tilbragte i
USA.
DilleSport
BADMINTON: Lillerød Grand Prix
I forløbne weekend afholdtes turneringen Lillerød Grand Prix i Lillerød
i Nordsjælland. Turneringen har en samlet præmiesum på 25.000 DKK.
Turneringen er uden de allerstørste danske navne, men er i høj grad
interessant for at finde ud af hvem, der er på vej - og desuden kan de
udenlanske spillere i Danmark også deltage. Her er finaleresultaterne:
Herresingle
Niels Chr. Kaldau, Århus
- Kasper Fangel, Horsens
15-7, 15-6
Niels Chr. Kaldau tabte ikke et eneste sæt igennem hele turneringen. Han
vandt også Lillerød Grand Prix sidste år.
Damesingle
Pi Hong Yan, Greve
- Anu Weckström, HBC
11-1, 11-2
Et finsk/kinesisk opgør - Christine B. Sørensen, Lillerød, og Tine Høy,
Viby J, tabte begge i 1/2-finalerne.
Herredouble
Jesper Christensen/Thomas Leyborn, HBC/Værløse
- Rasmus M. Andersen/Carsten Mogensen, Greve
11-15, 15-10, 15-9
Rasmus Andersen/Carsten Mogensen var helt useedede, men nåede finalen,
bl.a. ved at elimnere de topseeded Mathias Boe/Peter Steffensen,
Greve/Lillerød.
Damedouble
Julie Houmann/Lene Mørk, Odense/Viby J
- Helle Nielsen/Majken Vange, Greve/Horsens
11-7, 11-5
Endnu en overraskelse - Helle Nielsen/Majken Vange var topseedede, mens
vinder var seeded 3.-4.
Mixeddouble
Michael Lamp/Ann Nielsen, Lillerød
- Thomas Layborn/Lene Mørk, Værløse/Viby J
13-11, 13-10
Nr. 1 seeded mod en 3.-4. - ikke overraskende. Ann Nielsen hed tidligere
Ann Jørgensen.
Turneringen havde rekordstor tilmelding - 141 deltagere. Det skyldes
bl.a. at U19 spillere fik lov at deltage som led i udtagelsen til U19-VM
i Sydafrika i november.
Der er mere om turneringen på Danmarks Badminton Forbunds nydesignede
hjemmeside. Adressen er:
http://www.badminton.dk/default.asp?pageid=656
[Og det er ikke nogen stavefejl ovenfor. DANSK Badminton Forbund har
skiftet navn til DANMARKS Badminton Forbund. Forkortelsen er stadig DBF
og logoet ligner sig selv. /Leif]
BADMINTON: 2 x Peter kvalificeret til US Open
Hverken Peter Rasmussen eller Peter Gade skal igennem
kvalifikationsturneringen ved US Open, der starter i dag. Ikke helt
overaskende i Peter Rasmussens tilfælde. De ranglistepoint, han har
samlet i år rækker til en seedning som nr. 2 - Nummer 1. er Englands
Aamir Ghaffar. Men selv om Peter Gade ingen point har - sidste
internationale turnering var sidste års Grand Prix finaler i Brunei - så
går han til hovedturneringen også. Hans første modstander bliver
Jean-Michel Lefort, Frankrig, seeded nr. 4.
Der er to andre danskere med ved US Open, i modsætning til hvad vi skrev
i sidste uge. Doubleparret Jesper Thomsen/Tommy Sørensen, Team Århus,
deltager nemlig på eget initiativ - ikke som udsendt af DBF. De har
sikret sig en 4. seedning i herredouble. På den seneste
verdensrangliste er de nr. 19 - lige foran eliteparret Jim
Laugesen/Jesper Larsen, som afbrød deres samarbejde i går.
Ellers er det England, der dominerer seedningerne til US Open 2002, som
det fremgår af IBF's sider herom:
http://www.worldbadminton.net/getstory.asp?id=674
Den officielle hjemmeside har adressen:
http://www.ocbadmintonclub.com/USOpen2002/USOpen2002Home.shtml
Vejret
Solrigt i de nordøstlige egne, mens de sydvestlige havde en del skyer
og lidt regn. Temperaturer op til 17 - 21 graders varme.
Finansmarkederne
Nationalbankens middelkurser fra idag
1USD 7,6975 DKK, 1GBP 11,7950 DKK, 1EUR 7,4273 DKK
100JPY 6,2604 DKK, 1AUD 4,2002 DKK, 1CHF 5,0467 DKK
1CAD 4,8809 DKK, 1NZD 3,6055 DKK, 1SEK 0,8164 DKK
1NOK 1,0097 DKK, 100ISK 8,71 DKK
1SGD 4,3210 DKK, 1HKD 0,9869 DKK
kilde: www.nationalbanken.dk
Fondsbørsens nøgletal fra i dag
KAX-index: 176,44 -0,13 KFX (mest omsatte aktier): 213,20 -0,15
Pr. 31/12: 211,84 267,05
KVX (Vækstaktier i DK): 247,74 +2,31
Pr. 31/12 380,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)