tirsdag, 3. december 2002 23:51 (CET)
Sakajev løsladt
Viceministerpræsident i den tjetjenske eksilregering, Akhmed Sakajev,
blev i dag løsladt, efter at Justitsministeriets Internationale Kontor har
afgjort, at det russiske bevismateriale ikke er tilstrækkeligt. Anklagerne
og vidneudsagnene er meget upræcise. Især mangler der konkrete
beviser mod Akhmed Sakajev personlig. Vidnerne er afhørt mange år
efter begivenhederne, og de fleste er offentlige repræsentanter. Der
har heller ikke været en forsvarer til stedet for på Sakajevs vegne at
stille uddybende spørgsmål.
Løsladelsen blev modtaget med glæde hos Akhmed Sakajevs støtter. Den
engelske skuespiller Vanessa Redgrave sagde til DR, at "Miracles still
happens in this awfull world!" Der er også kommet en skarp reaktion fra
Rusland. Den russiske justitsminister har kaldt Danmarks uvillighed til
udlevere Akhmed Sakajev på russisk anmodning for en "politisk
beslutning", der ikke har noget med jura at gøre. En vred talsmand for
den russiske chefanklager sagde her til aften, at "Danmark har sin helt
egen fortolkning af, hvad der kræves for at bekæmpe den internationale
terrorisme - en opfattelse, der er i modstrid med resten af verdens."
Der har ikke været nogen officiel reaktion fra Ruslands præsident
Vladimir Putin. Men for at udgå internationale komplikationer kræver
Dansk Folkeparti, at Akhmed Sakajev øjeblikkelig "udvises til England
eller Schweiz!" SF og Enhedslisten mente, at regeringen skyldte Akhmed
Sakajev en undskyldning for de 35 dages isolationsfængsling. Det afviste
justitsminister Lene Espersen (K).
Akhmed Sakajev vil holde en pressekonference i morgen.
Farum-sag: Nyt flertal - igen!
2 byrådsmedlemmer fra Farum, Erik Fuchs og Morten Pflug, begge valgt på
Venstres liste, har igen skiftet side. Utilfredshed med, at den nye
borgmester, Lars Carpens (V), ikke har foretaget den aftalte omfordeling
af udvalg, så oppositionen også får udvalgsposter, fik de to
Venstre-mænd, sammen med viceborgmester Per Edrén (K) til at konstituer
sig med oppositionen, SF og S. De udgør nu et flertal på 10 ud af
byrådets 19 medlemmer. De har straks skåret antallet af udvalg ned til 8
fra 1. januar 2003. De to udbrydere fra Venstre startede det politiske
opgør i Farum, da de første gang skiftede side til oppositionen i
protest med Peter Brixtofte. Efter at Peter Brixtofte var trådt tilbage,
var de to med til at vælge den nuværende borgmester. Da Venstres
vælgerforening i Farum genoptog Peter Brixtofte, valgte Erik Fuchs og
Morten Pflug at danne en anden Venstreforening i oktober, men de har
stemt sammen med V-gruppen indtil nu.
Eksplosion skyldes uerfarenhed
Uerfarne besætningsmedlemmer var formentlig årsag til at et tysk fragtskib
eksploderede tidlig mandag morgen. Skibets lastrum var nemlig ikke
blevet udluftet under turen til Danmark, men derimod holdt lufttæt. Der
er formentlig dannet ammoniak i lasten, der bestod af stoffet oxiton,
og derefter brint. Da lugerne blev åbnet og en pumpe startet, antændte en
gnist den eksplosive blanding. Oxiton er ikke i sig selv farlig, heller
ikke når det bliver vådt. I dag lykkedes det at tømme skibets olietanke,
så der skulle ikke længere være nogen miljørisiko ved skibet.
3 kandidater til S-formand
Sidste fredag meldte den første alternative kandidat til posten som
formand for Socialdemokratiet. Folketingsgruppen har peget på og står
alle bag tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, men mange menige
medlemmer af Socialdemokratiet ønsker et kampvalg - eller i det mindste
en anden kandidat end Mogens Lykketoft. I fredags meldte den arbejdsløse
specialarbejder Bo Rohde så sit kandidatur. Han er ikke medlem af
Folketinget. Han har i sine udtalelser heller ikke lagt skjul på, at han
kun stiller i mangel af en bedre kandidat. I søndags meldte sig også en
med indvandrerbaggrund, Hussein Guerani, men hans kandidatur er usikker,
da han ikke er delegeret til kongressen eller er blevet indstillet til
posten. Mogens Lykketoft er taget på turne rundt i forskellige
lokalafdelinger for at argumentere for sit kandidatur. I aftes var der i
Esbjerg en duel med en ret fåmælt Bo Rohde. Sidstnævntes kasse er dog
tom, og han regner ikke med at kunne deltage i flere debatter før
kongressen i Odense 14. december.
Anholdte i millionrøveri
I dag arresterede politiet en 25-årig chauffør og hans 26-årige ven,
mistænkt for at have stjålet 2 mill. DKK fra selskabet Dansikring Værdi
A/S. I går aftes anmeldte chaufføren et angiveligt væbnet røveri,
hvorunder en bevæbnet mand skulle være sprunget ind på forsædet og havde
tvunget chaufføren til at åbne boxanlægget i bilen. Men der var ifølge
Københavns politi så mange huller i mandens historie, at man skred til
anholdelse i dag. Man har endnu ikke fundet de stjålne penge. Chaufføren
er ikke tidligere straffet, mens hans ven er "kendt af politiet,", som
det hedder.
Ny etik-formand
Folketingets udvalg for Etisk Råd har i dag indstillet overlæge Ole
Hartling til ny formand for Etisk Råd. Den 56-årige dr. med har siddet i
Etisk Råd de sidste 3 år, og er søn af afdøde, tidligere statsminister
Poul Hartling. Udvalget udpegede yderligere 5 medlemmer af rådet, hvoraf
2 sidder i rådet i forvejen. Udvalget mangler at udpege endnu et medlem
til rådet, og udnævnelserne skal formelt udføres af statsministeren. De
nye rådsmedlemmer tiltræder 1. januar 2003.
Gør-det-selv-test for kønssygdom?
Kønssygdommen Klamydia kan udryddes i Danmark på 10 år, hvis alle unge
mellem 18 og 25 får tilsendt et testset for sygdommen. Det er meningen,
at man selv tager en prøve, og så sender prøven ind. Det mener en
arbejdsgruppe fra Århus, der har sendt en indstilling til
Sundhedsstyrelsen. En screening af alle unge med denne metode vil koste
85 mill. DKK, men klamydia er en af de væsentligste årsager til
barnløshed hos unge kvinder, så de århusianske forskere regner med store
besparelser til kunstig befrugtning. En anden farlig konsekvens af
sygdommen, der ofte ikke har nogen symptomer, er graviditet uden for
livmoderen.
DilleSport
BADMINTON: Copenhagen Masters plan
I går offenliggjorde Danmarks Badminton Forbund, DBF, de inviterede
deltagere til årets Copenhagen Masters i Cirkusbygningen i København,
mellem jul og nytår. De danske deltagere er Camilla Martin, Peter Gade
og Peter Rasmussen i single, samt Jens Eriksen/Martin Lundgaard og Jonas
Rasmussen/Lars Paaske i herredouble. Stærke modstandere, som er
inviteret er Taufik Hidayat, Indonesien, Wong Choong Hann, Malaysia og
Lee Hyun Il, Korea i herresingle. I damesingle kommer bl.a. Zhang Ning,
Kina, Mia Audina og Judith Meulendijks, Holland og kinesisk fødte Pi
Hong Yan, der sidste år spillede for Danmark, men i år er registreret i
Frankrig. Stærke herredoubler, der formentlig kommer er Chew Choong
Eng/Chan Chong Ming, Malaysia, Lee Dong Soo/Yoo Yang Sung, Korea og
Chandra Wijaya/Sigit Budiarto, Indonesien.
DilleSport Special dækker også i år begivenhedn, 27.-29. december, og de
særlige sider er sat op - med henvisning til DBF og til BilletNet.
http://www.dillesport.dk/sportspc/masters2002/index.dk.php
HÅNDBOLD: Tvivl om EM-gulv
På fredag starter K-EM i Danmark, men lige nu står de danske arrangører
overfor et stort problem. I følge kontrakten med det europæiske forbund,
EHF, om afholdelse af EM skal der monteres et specielt, grønt
plasticgulv i de 3 haller, der skal spilles i. Men efter en test har de
danske brandmyndigheder forbudt anvendelsen af gulvet. Det er simpelthen
for brandfarligt. Men det forstår EHF ikke. Man mener, at gulvet
opfylder europæiske normer, og kræver at gulvet anvendes under alle
omstændigheder. Brandmyndighederne har foretaget endnu en test, og
resultatet heraf vil blive drøftet i morgen på et møde mellem
myndighederne og DHF.
TENNIS: Opvisning i Parken
I dag havde 6.200 tilskuere løst billet til Parken for at se den første
tenniskamp nogensinde på fodboldens nationalstadion. Ved at overdække
parken og opsætte mobile tilskuerpladser blev der skabt en "intim"
atmosfære. Der var kun to kampe:
Opvarmningskamp
Andrea Viniguerra, Sverige
- Kenneth Carlsen Danmark
5-7, 6-4, 11-8 (tiebreak)
Svenskeren kom med på et afbud fra landsmanden Magnus Norman. Kenneth
Carlsen dominerede indtil 0-3 i 2. sæt, men gik danskeren i stå. Efter
2. sæt spillede man af hensyn til tidsplanen en tiebreaker - ikke et
fuldt sæt.
Hovedattraktionen var damesinglekampen mellem verdens nr. 2 og nr. 8. Og
kampen fik det ventede udfald:
Venus Williams, USA
- Daniela Hantuchova, Slovakiet
6-2, 6-3
I går mandag afslørede Venus Williams, at det kun var 2. gang hun spillede
en opvisningskamp. Men hun lod sig overtale for at få chancen for at se
Danmark og København, som havde hørt så meget om og aldrig havde besøgt.
Det hun var mest forundret over ved pressemødet mandag var, at hun fik
plads til at bevæge sig frit på gaden og i forretninger.
Vejret
Endnu en grå dag med enkelte byger og temperaturer op til mellem 5 - 7
graders varme.
Finansmarkederne
Nationalbankens middelkurser fra idag
1EUR 7,4263 DKK, 1GBP 11,6509 DKK, 1USD 7,4509 DKK
100JPY 5,9851 DKK, 1AUD 4,1658 DKK, 1CHF 5,0447 DKK
1CAD 4,7862 DKK, 1NZD 3,7180 DKK, 1SEK 0,8218 DKK
1NOK 1,0208 DKK, 100ISK 8,72 DKK
1SGD 4,2094 DKK, 1HKD 0,9554 DKK
kilde: www.nationalbanken.dk
Fondsbørsens nøgletal fra i dag
KAX-index: 165,13 -2,76 KFX (mest omsatte aktier): 203,47 -3,67
Pr. 31/12: 211,84 267,05
KVX (Vækstaktier i DK): 174,19 -3,06
Pr. 31/12 380,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)