mandag, 8. marts 2004 23:47 (CET)
Danske ubåde med krydsermissiler?
Senere på ugen fremlægger regeringen sit oplæg til et nyt
forsvarsforlig. Det har været kendt længe, at regeringen støtter
forsvarets ønske om at få 3 nye ubåde til erstatning for de 6 nuværende
og stærkt forældede ubåde. Men det har skabt en del løftede øjebryn hos
oppositionen, at der i følge Berlingske Tidende foreslås, at ubådene
forberedes for at kunne affyre offensive krydsermissiler, af typen
Tomahawk. Missilet er udviklet til den amerikanske flåde og har været
anvendt i begge Irak-krigene. Krydsermissilerne er meget kostbare i dag,
men det forlyder, at prisen er stærkt på vej ned i nyere modeller. Der er
plads til 6 missiler af den type i det dansk-norsk-svenske ubådsprojekt
Viking, som den danske flåde arbejder med. Forsvarsordfører Per Kaalund
(S) vil gerne høre, hvilke argumenter regeringen har for at forberede
missiler - han har kun hørt "halve forklaringer" om, at det er noget
amerikanerne ønsker.
Den danske ubåd Sælen deltog med succes med elektronisk overvågning før
og under den seneste Irak-krig.
["Viking Submarine Corporation" er et samarbejde med private
skibsværfter i Danmark, Norge og Sverige, sammen med de pågældende
landes forsvar. I Danmark er det Odense Staalskibsværft, som deltager i
projektet. 3 nye ubåde af den type ventes at koste 4,4 mia. DKK.]
SF regeringsparat!
SF nu parat til at deltage aktivt i et regeringssamarbejde med
Socialdemokraterne og de radikale. Det siger Holger K. Nielsen i dag til
BT. Det er første gang, at SF er parat til at blive bundet til et
regeringsansvar. SF-formanden lægger vægt på, at de radikale skal med.
"På nogle punkter er vi mere enige med dem end med socialdemokraterne.
For eksempel udlændingepolitikken." Det preller dog af på Marianne
Jelved (R). Hun siger til DR, at hun tænker mere på Kristendemokraterne
eller CD, hvis sidstnævnte kommer i Folketinget. Men hun vil ikke
diskutere regeringskonstellationer før efter næste valg.
Meningsmålingerne har de sidste par uger entydigt spået nedgang for
VK-regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti. Den ville miste sit
flertal, hvis meningsmålingernes tal holdt til et Folketingsvalg.
Mere udenom SU?
Som optakt til næste uges forhandlinger om en reform af Statens
Uddannelsesstøtte, SU, foreslår politisk ordfører, Jens Rohde (V), at
grænsen for, hvad studerende skan tjene uden at få reduceret SU, hæves
til 15.000 DKK om måneden. I følge Jens Rohde drejer det sig om at give
de studerende "større frihed" og reducere mængden af sort arbejde. I dag
må man kun tjene 69.000 DKK om året, hvorefter SU reduceres. Forslaget
bliver dog afvist både af Socialdemokraterne og de radikale, der mener
at de studerende i stedet fristes til at arbejde mere og studere mindre.
Det samme mener Helle Sjelle (K), og dermed mangler forslaget politisk
støtte.
Finansieringen forslår Venstre sker ved at man fjerner eller reducerer
det såkaldte "fjumrer-år" - muligheden for at forlænge støtte med et år,
hvis man skifter studie undervejs. Andre har peget på helt at fjerne SU
til unge, der bor hjemme, for at kunne forhøje støtten til studerende
med børn. Det er der tilsyneladende bred politisk opbakning til.
Barselsfond - ja tak!
I dag, på kvindernes internationale kampdag - valgte 4
kvindesagsorganisationer at starte en kampagne til fordel for en central
barselsfond. Barselsfonden skal kompensere arbejdsgivere for, at de må
undvære kvinder (og i mindre omfang) mænd, mens de har barselsorlov.
Mange arbejdsgivere siges at undlade at ansætte unge kvinder, på grund
af ekstraomkostningerne i forbindelse med barselsorlov. [Man får
dagpenge af det offentlige under barsel, men der er ikke dækning for
vikarer og uddannelse af disse for arbejdsgivere.] Bag kampagnen står
Dansk Kvindesamfund, Kvindeligt Selskab, Nyfeministen.dk, Kvinderådet og
Feministisk Forum. Initiativet støtter den tværpolitiske "kaffeklub" af
unge, kvindelige Folketingsmedlemmer, men vil lige så lidt som denne,
lægge sig fast på, om det skal være en statskontrolleret fond eller
styret af arbejdsmarkedets parter selv. Barselsordninger er centralt i
de fleste af de overenskomstforslag, der faldet på plads i
Forligsinstitutionen.
Kampagnesiden har adressen:
http://www.barselsordning.dk/
Bodilpriser
På trods af flere store biografhit for dansk film, så var der
ingen vaklen hos danske filmskribenter, der i går aftes uddelte
bodil-priserne. Bedste danske film blev Lars von Triers "Dogville." Det
var 5. gang Lars von Trier vandt en Bodil - mere end nogen instruktør
før ham. Bedste kvindelige hovedrolle og birolle statuetterne gik til
samme film, "Lykkevej," nemlig Birthe Neuman henholdsvis Gitte Gråbøl.
Det samme skete faktisk for mændene. Bedste hovedrolle gik til Ulrik
Thomsen, bedste mandlige birolle til Peter Steen - begge i filmen
"Arven." Bedste ikke-amerikanske film blev den tyske "Good Bye Lenin"
om østtysklands sammenbrud. Den har været set af hele 70.000 danskere -
et usædvanligt højt tal for en tysk film. Bedste amerikanske film blev
"Bowling for Columbine" af Michael Moore. Den vandt over både "The River,"
"The Hours" og "Ringenes Herre."
Krøniken slår egen rekord
Det 7 og sidste afsnit i denne omgang af DR-TV's store serie, "Krøniken"
slog sin egen seererekorder. 2.717.000 seere så søndag aftens afsnit, og
dermed er 5 af de 10 mest sete TV-programmer siden moderne seermålinger
blev indført i 1992 afsnit af Krøniken. De næste 7 afsnit af de ialt 24
planlagte starter til jul.
[Rettelse]
[En læser, Bo Milvang, har gjort opmærksom på, at Vbirds lufthavn
Niederrhein (med to r'er) ikke ligger ved München, men nærmere
Düsseldorf. Det er nemlig rigtigt. Redaktøren lod sig snyde af, at flyet
var markeret "Munich N.Rhein" på ankomsttavlen i Kastrup. Vbird har en rute til
München, og lader flyet fortsætte til København, og betegner ruten
München - København med en mellemlanding... Nærmere studier afslører, at
en anden af de daglige Vbird-ankomster til København "kun" kommer fra
Niederrhein.]
DilleSport
ATLETIK: Indendørs VM
Ved indendørs VM i Budapest, der sluttede i weekenden, fik den danske
kuglestøder sit comeback efter et års skader. Han nåede netop i
finalerunden, som nr. 8 og sidst. Men i finalen kom han ud på 20m 99cm -
en personlig rekord. Det rakte til en bronzemedalje. Ganske vist har
danskeren sølvmedaljer fra både indendørs og udendørs EM i 2002 - men da
både nr. 1 og nr. 2 i Budapest var amerikanere, kan danskeren betragte
sig som den bedste europæer i øjeblikket. Og det var hans første store
turnering efter skadespausen.
BADMINTON: Swiss Open finaler
Finalerne søndag
Herresingle
Lin Dan, CHN (1)
- Bao Chunlai, CHN (8)
15-12, 15-6
Damesingle
Gong Ruina, CHN (1)
- Mia Audina Tjipawan, NED (8)
13-11, 11-0
Herredouble
Fu Haifeng/Cai Yun, CHN (3)
- Luluk Hadiyanto/Alven Yulianto, INA
15-9, 17-14
Damedouble
Gao Ling/Huang Sui, CHN (3)
- Wang Wei/Zhang Jiewen, CHN (1)
WO
Mixeddouble
Kim Dong Moon/Ra Kyung Min, KOR (1)
- Zhang Jun/Gao Ling, CHN (2)
15-2, 15-8
Mere end 16.000 tilskuere overværede turneringen i Basel i sidste
uge. Det er dermed en af de tilskuermæssigt største turneringer i Europa.
Schweizerne kan altså andet end at holde styr på tiden og holde på
finansielle hemmeligheder! En medvirkende årsag er måske, at man flyttede
lørdagens semifinalaerne til aften istedet for - som traditionen byder
- tidlig eftermiddag. I hvertfald fik slog man sin egen tilskuerrekord
med mere end 4.000 tilskuere på en enkelt aften.
[Finalerne i Swiss Open gav debut til en ny TV-kommentator! DilleSports
egen Dille Andersen var den engelsk-sprogede kommentator for finalerne i
den direkte TV-transmission til Malaysia og Kina søndag eftermiddag. Med
skønsmæssigt 300 mill. seere i Kina er det nok en usædvanlig debut for
en sportskommentator. Hvor mange seere, der så har haft mulighed for
at få engelsk kommentatorlyd - og som rent faktisk så kampene, ved vi
naturligvis ikke. ]
HÅNDBOLD: 3-nationers turnering
En træningsturnering mellem Danmark, Holland og værtsnationen Ungarn.
(lørdag) Danmark - Holland 34-31
(søndag) Ungarn - Danmark 29-27
På trods af nederlaget til værtsnationen, var landstræner Jan Pytlick
meget tilfreds med landsholdets indsats i den 2. kamp mod Ungarn på en
uge. Danmark vandt den første kamp med 11 måls forspring, men Ungarn var
dennegang langt mere motiveret.
HÅNDBOLD: Ligaen mænd
(lørdag) AAB - Helsinge 27-21
FCK - Bjerringbro 32-24
Skjern - Fredericia 30-24
Århus - GOG -
Ajax - Kolding 27-35
Otterup - Silkeborg/Voel 24-25
ISHOCKEY: Slutspil
1/2-finaler, 2. kamp - bedst af 7
(søndag) Aalborg - Herning 6-3 [1-1]
Odense - Esbjerg 2-4 [1-1]
[Vindne kampe efter målscore]
Vejret
Mest solrig, og temperaturer op til mellem 3 og 7 grader varme.
Finansmarkederne
Nationalbankens middelkurser fra i dag
1EUR 7,4519 DKK, 1GBP 11,1589 DKK, 1USD 6,0310 DKK
100JPY 5,3766 DKK, 1AUD 4,5656 DKK, 1CHF 4,7098 DKK
1CAD 4,5550 DKK, 1NZD 4,0741 DKK, 1SEK 0,8131 DKK
1NOK 0,8614 DKK, 100ISK 8,56 DKK
1SGD 3,5262 DKK, 1HKD 0,7741 DKK
kilde: www.nationalbanken.dk
Fondsbørsens nøgletal fra i dag
KAX-index: 248,06 +0,15% KFX (mest omsatte aktier): 279,65 +0,11%
Pr. 30/12: 216,59 244,35
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)